New wave

Nik Kershaw var en del af den new wave-bølge, der ramte engelsk populærmusik i slut-1970’erne og 80’erne. New wave udsprang af punken, men hvor punk ofte var aggressiv og præget af en gør-det-selv-etos, var new wave-musikken mere melodisk orienteret og stadig mere gennemproduceret.

En stor del af new wave-scenen var påvirket af new romantics-bevægelsen, som ikke var en musikgenre så meget som en subkultur centreret omkring mode og klubliv. New romantics stod på sin vis i kontrast til punkens anti-æstetik – punk havde naturligvis sine egne æstetiske konventioner, men skulle helst fremstå rå og uden overflødige dikkedarer, mens new romantics netop dyrkede det syntetiske og fokuserede på overfladen og et flamboyant visuelt udtryk.

Navne som Visage, Duran Duran, Spandau Ballet og Culture Club identificerede sig med new romantics’ filosofi, som gik godt i spand med brugen af synthesizere i pop- og rockmusik. New romantics-bevægelsen spillede således en stor rolle for udbredelsen af den new wave-subgenre, der kaldes synth-pop.

Det er her, vi finder Nik Kershaw. Ganske vist er Kershaws hovedinstrument guitaren, men synthesizeren var en væsentlig del af hans lyd især i de gyldne år i midt-1980’erne.

Store hits

Nicholas David Kershaw blev født i 1958 i Bristol i England og voksede op i Ipswich. Efter nogle år med mindre succesrige bands som Fusion debuterede han som solist i 1983 med singlen ”I won’t let the sun go down on me”, som ikke mindst gjorde det godt i Skandinavien. Det førte til debutalbummet Human racing  (1984), der indeholdt store singlehits som ”Wouldn’t it be good” og en genudgivet ”I won’t let the sun go down on me” og også nød solide hitlisteplaceringer til titelnummeret og ”Dancing girls”.

Nik Kershaw fulgte hurtigt op med The riddle, der blev udgivet samme år og indeholdt tre hitsingler i titelnummeret, ”Wide boy” og ”Don Quixote”. Han spillede alle tre sange – og ”Wouldn’t it be good” – på Wembley Stadium ved Live Aid-koncerten, der anslås at være blevet set direkte af hvert tredje menneske i verden i 1985.
Også i 1985 spillede Nik Kershaw guitar på tre numre på Elton Johns album Ice on fire – på hitsinglen ”Nikita” sang Kershaw endvidere kor sammen med George Michael.

Herefter gik det til gengæld nedad for Nik Kershaws kommercielle formåen. 1986-albummet Radio Musicola evnede ikke at leve op til forgængernes succes, og efter endnu et album uden hitlisteplaceringer, The works  (1989), forsvandt Nik Kershaw fra offentlighedens søgelys i ti år.

Sangskriver og producer

Helt væk var Nik Kershaw dog ikke. Han havde en vis succes som sangskriver og producer, blandt andre for Cliff Richard, Bonnie Tyler og især Chesney Hawkes, hvis kæmpehit ”The one and only” (1991) Nik Kershaw stod bag. I 1993 sang han nummeret ”Old friend” sammen med Elton John på dennes album Duets. Nik Kershaw havde også skrevet og produceret sangen.

Nik Kershaws sange er præget af en melankolsk tone, som skaber en spændende kontrast til hans lyse stemme og synth-poppede produktion. Denne kontrast, og en flair for storladne akkorder og interessante akkordskift, har han til fælles med keyboardspilleren Tony Banks. Selv om de kommer fra vidt forskellige baggrunde – Tony Banks er en af grundlæggerne af prog-rock-giganterne Genesis – viste de sig at være et perfekt match, da de sammen skrev og indspillede tre sange på Banks’ soloalbum Still  (1991).

Det betød naturligvis ikke, at samarbejdet kastede hits af sig. Den tid synes at være forbi for Nik Kershaw, selv om han stadig udsender plader med jævne mellemrum og generelt holder et rigtig højt niveau. Han vendte tilbage fra sit selv-eksil med 15 minutes  (1999), der indeholdt to fremragende, men floppende singler i ”Somebody loves you” og ”What do you think of it so far?”
Herefter fulgte To be frank  (2001), You’ve got to laugh  (2006) og Ei8ht  (2012), sidstnævnte med den fine single ”The sky’s the limit”.
Middagen er kl. 17.30, koncerten starter kl. 20.00. Dørene åbnes kl. 19.30.